»Jeg faldt for hende i vindercirklen«

Søndag aften gør Bornholm Nu sin sidste start for sine nuværende ejere. Fremover skal hoppen have havren serveret hos Stald Christiansen.

Den snart forhenværende anpartshest Bornholm Nu er blandt de startende, når hjulene snurrer på Bornholms Brand Park på søndag. Det bliver sidste start for træneren Frank Mikkelsen.

»Det er ikke kun stalden, som har købt hesten. Det er Maler Martin, som er min sponsor, der har købt hesten til mig«, indleder Claus Peter Christiansen i en mindre pause i dagens gøremål.

På løbsdagene har Claus Peter Christiansen fat i alle vinderhestene, når han kører rundt med de respektive heste, der har vundet i løbet af dagen. Der var også her han fandt Bornholm Nu.

»Jeg faldt for hende, da jeg tog i mod hende i vindercirklen«, fortsætter Claus Peter Christiansen med henvisningen til hoppens seneste sejr i Almindingen med Frank Mikkelsen i sulkyen.

Bornholm Nu vinder for Frank Mikkelsen (Foto: Torben Ager/Travfotos Bornholm)

»Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men jeg kunne mærke noget positivt, som gjorde at den her hest kunne være spændende at få lov at arbejde med«, siger den bornholmske amatør.

»Stutteri Ice har lavet mange gode afkom og jeg tror Bornholm Nu er en af de gode eftersom moren er Jolly Dust«, funderer Claus Peter Christensen, der har haft licens i flere år på Bornholm.

»Man kan se hendes søster Anna Ice, som går godt for John (Gommans – red.). Jeg håber og tror på jeg kan udvikle hendes ligeså godt ,så vi kan være med fremme, hvor det er sjovt«.

Efter søndagens start kommer Bornholm Nu som sagt med Stald Christiansens transport hjem, men det bliver formentlig ikke med start den efterfølgende løbsdag i sit nye regi.

»Planerne med hende er, at når hun kommer hjem til os, så skal hun lige falde til. Hun bliver trænet stille og roligt, og så må vi se, hvornår jeg skal starte hende«, fortæller amatørkusken.

»Vi er med i sporten på hobbyplan, men selvfølgelig kan de på sigt være sjovt at få hende med i nogle af de gode løb, men vi tager et skridt af gangen og ser hvad det bliver til.

»Jeg er bare så glad for jeg snart kan komme i sulkyen igen med egentrænet hest«, afrunder Claus Peter Christiansen, der til daglig er souschef i Lidl-butikken i Rønne.