Sikker sejr til Fraja Ice i Skive

Efter 15 starter uden sejr, lykkedes det endelig for Stutteri Ice-opdrættede Fraja Ice at skære målstregen først. I Skive med trænersønnen Kenneth Andersen i sulkyen.

Pauli Andersen-trænede Fraja Ice tog en rolig indledning og havnede således i fjerde par indvendigt, inden at Kenneth Andersen kom i avancement i andet spor efter cirka 750 meters kørsel.

Fraja Ice kom helt frem til føringen uden problemer. Kenneth Andersen havde sidenhen kontrol på resten af løbet. Hoppen vandt karrierens første sejr i 1.18,2/2060 meter auto til 10.000 kroner.

»Det gik utrolig langsomt. Sidste gang blev hun jo tempotorsk i Aalborg, og sluttede egentlig perfekt af, men kom aldrig ind i legen«, sagde Kenneth Andersen til Fast Track efter sejren.

»Jeg tænkte, at det skulle ikke ske i dag. Birgers hest så vel heller ikke ud til at være for veltrivende. Jeg tænkte, at der kunne ske noget ved at køre lidt fremad«, fortsatte Aalborg-jockeyen.