Frosty Ice efter diskvalifikation

For anden gang i træk og for femte gang i karrieren, kunne Frosty Ice skære målstregen først.

Fra start blev Frosty Ice og Birger Jørgensen sat af i tredje spor, inden den kom fremad i sporene og til spids efter 600 meter.

Forinden havde førende Corniglia åbnet i 16,3/500 meter, mens Frosty Ice kunne afvikle den første kilometer efter 18,1.

I opløbet kom Doubletrouble T T ud for Max Nielsen, og nåede akkurat forbi Frosty Ice, men førstnævnte blev diskvalificeret.

Doubletrouble T T trængte Chilli Tårs. Det gjorde, at Frosty Ice blev tilkendt sejren i 1.16,6/2140 meter auto til 10.000 kroner.

»Han udvikler sig hele tiden og har god styrke«, forklarede træneren Morten Juul til Fast Track i sejrsinterviewet.

Tidligere på ugen startede Pauli Andersen-trænede Fraja Ice i Aalborg, men blev diskvalificeret for galop.