Galop for Stutteri Ice-opdræt
I den forgangne weekend startede to Stutteri Ice-opdræt på de danske baner. Anton Ice i Skive, mens Baloo Ice var til start i Lunden.
Nu seksårige Anton Ice gjorde første start i regi Iben Engholm. I et montéløb i Skive, hvor Iben Engholm selv sad på ryggen. Det endte dog i galop, hvor parret opgav. Den unge jyske pige har dog ikke opgivet håbet med Anton Ice.
»Det var rigtig ærgerligt«, synes Aarhus-amatøren Iben Engholm med starten på behørig afstand. »Jeg tror han blev lidt for overivrig blandet med at han ikke helt har fundet den rette balance med rytter«, fortsætter Iben Engholm.
»Jeg forsøgte at sende ham afsted igen, hvilket også endte i galop. Tredje gang fik vi en god omgang, hvor han fik lagt sig stabilt og der kom vi fint rundt. Vi arbejder videre og prøver igen«, sammenfatter den 1995-fødte rytter.
I Lunden så det positivt ud for den et år yngre Baloo Ice. Didi Hansen-trænede Baloo Ice strøg direkte til føring for Kenneth Nielsen, inden det endte i galop med en omgang til mål. Femårigen blev efterfølgende diskvalificeret for galop.
»Hesten var dunderfin og førte an på første omgang i spids«, fortæller Kenneth Nielsen. »Jeg valgte herefter at slippe til favoritten og han blev straks ukoncentreret og galoperede med 900 meter tilbage«, fortæller Kenneth Nielsen.