Baloo Ice indledte spændende weekend
Stutteri Ice-opdrættede Baloo Ice indledte en spændende weekend, da den sejrede for Kenneth Nielsen fredag eftermiddag i Lunden.
Fra start var Baloo Ice atter hurtigst bag startbilen og Kenneth Nielsen kørte direkte til spids. Ekvipagen åbnede i 13,8/500 meter, inden tempoet blev dæmpet til 15,8 den første kilometer.
Mod slutningen kom Bailey Bakkely/Lars Lykke tættere og tættere på, men Baloo Ice holdt storartet til årets anden sejr i 1.14,3/1600 meter auto. Der var 8.500 kroner i førstepræmie.
»Jeg havde godt styr på det, men så galoperede Nicolajs hest (B M L Cool – red.) udvendigt. Det var dog en toppræstation«, synes Kenneth Nielsen om den Didi Hansen-trænede femåring.
I prøve- og rutineløbet var Nicolaj Andersen ude med treårshoppen Diva Ice. Great Challenger-datteren fik noteret 1.21,4/2020 meter snore efter galop i rutineløbet. Hoppen er godkendt.
De kommende dage er flere Stutteri Ice-opdrættede heste i aktion, i både ind- og udland.
Lørdag eftermiddag er Cuba Libre Ice til start for træneren Johan Untersteiner på Mantorp, mens tre heste seles ud i Billund søndag eftermiddag. Trioen Calvin Ice, Darwin Ice og Alvin Ice.
Celina Ice er den enlige Stutteri Ice-hest, der er på startlisten i Aalborg mandag aften, og endelige runder Bornholm Nu, Wonderful Ice, Anna Ice og Shiny Ice af på Bornholm tirsdag aften.
»Det bliver på Tv det meste, eller mobilen, hvis jeg er på job. Vi tager ikke til Sverige denne gang, men tager ind på banen tirsdag«, sammenfatter stutteriets indehaver Jess Christian Persson.