Ny sejr til Forever Ice
For anden gang i træk kunne Stutteri Ice-opdrættede Forever Ice skære mål stregen først, da unge Casper M. Nielsen styrede den Kaj Jensen-trænede treåring til sejr i Aarhus.
Forever Ice fik et løb i tredje par indledningsvis, der sidenhen blev til ryg på førende Chad The Flash. Hullet kom midt i opløbet til sejr i rekordtiden 1.16,4/1800 meter auto til 7.500 kroner.
»Jeg tænkte jeg nok skulle få plads og så måtte han (Forever Ice – red.) jo afgøre det«, kommenterede Casper M. Nielsen til Fast Tracks rapporter Vagn Honum efter sejren.
»Hver gang den (Dolly P – red.) kom tættere og tættere på, så svarede han egentlig reelt nok på det, så jeg var aldrig helt i tvivl«, fortsatte vinderkusken til hestesportskanalen.
Stald Challenger 2019 ejer seks heste, heriblandt Fox On The Run S, som vinderkusken mente var længst fremme, men også Forever Ice kan gå en stor fremtid i møde.
»Det er jo klart den er stor og den bliver bedre til næste år, så vi håber den kan drive det langt«, afrundende Casper M. Nielsen, der har kørt Forever Ice ved begge dens sejre.