Hanne Eriksen kæmpede for Happy Ice

Stutteri Ice har netop solgt deres opdræt Happy Ice til Hanne og Bjarne Eriksen med tilknytning til Billund Trav. Et langt forløb resulterede i sidste ende med et telefonopkald og en handel.

Travet.dk har netop været i kontakt med Hanne Eriksen, som fortæller at man havde kigget på Happy Ice inden auktionen og ligeledes bød på hesten, som blev købt hjem af sin opdrætter.

Det er ikke en tilfældighed, at interessen for Happy Ice er opstået. I forvejen har Hanne og Bjarne Eriksen også den 2-årige Ginger Ice, som man købte sidste år.

– Jeg havde kigget på Happy Ice inden auktionen, og havde læst op på tingene inden turen til Aalborg. Vi var to piger, der tog afsted mod Aalborg og jeg synes også vi havde forberedt os grundigt, indleder Hanne Eriksen.

– Jeg bød på Happy Ice, som desværre blev købt tilbage af opdrætteren, mens min veninde købte en anden hest på auktionen, fortsætter Hanne Eriksen. Happy Ice blev købt tilbage til opdrætteren for 36.000 kr.

– Jeg ringede efter auktionen til Jess Christian Persson for at høre om han ville sælge, men vi var et stykke fra hinanden omkring prisen og forhandlinger faldt fra hinanden. Vi nåede så til starten af november, hvor min mand og vores nabo var ude og køre en tur. På den tur ringer en af vores venner, og ønsker tillykke med den nye hest.

– Vores ven troede jeg havde købt hest til Bjarne, og ville give Bjarne den i fødselsdagsgave. Det havde jeg jo ikke, og misforståelsen lå i at min veninde, som jo havde købt hest på auktion. Den havde vores ven misforstået til, at denne skulle Bjarne have i fødselsdagsgave.

– Vennen havde sagt til Bjarne, at han ikke skulle sige noget, hvis det nu var en overraskelse, så han blev en smule skuffet, da der ingen hest kom den 7. november. Vores nabo som havde været ude og køre med Bjarne et par dage forinden trak mig til side, og sagde at hvis du køber Happy Ice, så skal jeg nok køre op og hente den, fortæller Hanne Eriksen.

– Jeg fik travlt med at ringe til Bornholm, men den dag afviklede man løb på Bornholms Brand Park så jeg kunne ikke få fat i Jess Christian Persson i første omgang, men han ringede sidenhen tilbage.

– Jeg spurgte om Happy Ice fortsat var til salg, og det lykkedes derefter at blive enige om en pris. Det gik sidenhen stærkt og vores nabo hentede sidenhen Happy Ice, så det sluttede med at Bjarne fik sin hest på sin fødselsdag, forklarer Hanne Eriksen.

– Nu så jeg også jeres skriv og tilhørende video af Happy Ice og må sige, at jeg blev smaskforelsket. Det er yderligere positivt at hun var tilkørt og havde været i gode hænder hos Lisa Hansen. I den forbindelse må jeg rose Lisa Hansen for et flot og veludført arbejde.

– Vi er rigtig glade for Happy Ice, som vi glæder os meget til at arbejde med fremadrettet, afrunder Hanne Eriksen.

I torsdags startede Ginger Ice i prøveløb i Billund, hvor hesten blev godkendt i 1:23,3/2020 m. for Martin Hansen. Ginger Ice havde endda galopindsalg på.