Forever Ice femte i Lunden

Stutteri Ice-opdrættede Forever Ice var førende store dele af løbet, men måtte “nøjes” med femtepladsen for Casper M. Nielsen ved søndagens start i Lunden.

Efter en rolig indledning på løbet kom Kaj Jensen-trænede Forever Ice stille og roligt fremad i feltet, hvor den havnede udvendigt for førende Deserts Machoman. Dog kun for en kort bemærkning.

Kort efter overtog Forever Ice føringen og det tegnede lyst, da feltet gik ind i sidste sving. Fireåringen mistede dog noget af pusten til slut og endte på femtepladsen i 1.17,0/2000 meter auto til 1.000 kroner.