Tilbageblik: Sejr i Finland
De seneste par uger har Stutteri Ices opdræt startet i både Danmark, Sverige og Finland. I det finske noterer vi sejr til Hannibal Ice, der vandt sin første sejr, siden den blev solgt til det finske.
Hannibal Ice vandt på Tampere i tirsdags, hvor Santtu Raitala kørte hesten til sejr i 1.15,9/2100 meter auto. Der var svarende til 8.184 danske kroner i førstepræmie til hesten, der blev solgt tidligere på året til Finland. Den starter atter i morgen.
Nogle dage forinden startede Diva Ice på Nykøbing Falster, men det endte dog i galop med Stine Juul-Marker i sulkyen. Hesten starter atter på Nykøbing Falster på torsdag, hvor det er ejeren og træneren Lasse P. Salee, der sidder i sulkyen.
I lørdags var Havana Club Ice femte for Sofie Ericssson på Åby i 1.19,5/2140 meter snore til 2.100 svenske kroner, mens det blev til en fjerdeplads for Bornholm Nu og Jimmi Jensen tidligere i dag på Bornholm i 1.20,9/1860 meter auto til 1.450 kroner.
Til gengæld var der ingen præmie til Fraja Ice i Aalborg i søndag, hvor Kenneth Andersen sad bag hoppen, der sluttede uden for præmierækken i 1.16,3/2140 meter auto.