Anton Ice udlejet til Jylland

Stutteri Ice-opdrættede Anton Ice får fremover havren serveret i Jylland. Hos Iben Engholm, der har lejet hesten på ubestemt tid.

På DTC-auktionen i 2013 blev Anton Ice solgt til Anita Bakkegård Hansen for 16.000 kroner. Kort før jul blev Stutteri Ice-opdrættede Anton Ice udlejet til den unge aarhusianske amatør Iben Engholm. Lørdag aften gør hesten debut for sin nye ejer ved løbene i Skive.

»Jeg kender Anita (Bakkegård Hansen – red.), og hun spurgte mig i december, faktisk lige op til jul, om jeg kunne være interesseret i at låne Anton Ice og det tog ikke mange minutter at overveje det, for jeg synes han er en rigtig fin hest«, forklarer Iben Engholm.

»Det endte med, at jeg takkede pænt ja og de kom her over med ham den 28. december«, fortsætter Iben Engholm. Lørdag aften skal parret gøre første start sammen. I montéløbet i Skive. Hestens anden start i de såkaldte ridetravløb. Første start endte i galop for Anton Ice.

»Han har jo ikke den store erfaring i monté, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig af ham. Jeg har jo heller ikke har haft ham ret længe, så jeg kender ham heller ikke specielt godt endnu«, erkender Iben Engholm, der ikke skruer forventningerne for højt op.

»Jeg håber vi får en god oplevelse sammen, kommer fejlfrit rundt og så må vi se hvor langt det rækker«, kommenterer den unge amatørkusk, der har lånt hesten på ubestemt tid. Det er blevet til to sejre i 32 starter for Anton Ice, der har indtjent 64.357 kroner.

»Planerne er at han både skal starte i sulkyløb og i monté. Vi skal have arbejdet lidt med hans koncentration, det tror jeg vil gavne ham. Han er dog lige til at gå til, mere erfaren end jeg, så jeg håber vi kan lære hinanden en masse«, afrunder Iben Engholm.