Spændende dage for Stutteri Ice
Kriteriumsvinderen Cuba Libre Ice sæsondebuterer på Solvalla på tirsdag, mens Stutteri Ice også har opdræt til start påskelørdag i Danmark.
Bornholms Brand Park indleder 2018-sæsonen lørdag middag. Med to Stutteri Ice-opdrættede heste på startlisten på banen i Almindingen. Frank Mikkelsen-trænede Bornholm Nu stiller til start med John Mikkelsen, mens John Gommans-trænede Wonderful Ice køres af Stefan Lind-Holm.
Lørdag aften vendes blikket mod det fynske og Fyens Væddeløbsbane. Seksårige Anton Ice blev i fjor udlejet til Aarhus-amatøren Iben Engholm. Den galoperede i debuten i sit nye regi, og siden har hesten har haft en mindre pause. Nu starter Anton Ice i et amatørløb med sin træner.
Fireårige Cuba Libre Ice vandt Dansk Trav Kriterium i fjor og nu er hesten klar til sæsondebut. Med træneren Johan Untersteiner er Stutteri Ice’ derbyhåb til start på Solvalla-banen i Stockholm. Sæsonen i fjor bød desuden på sejr i Grand Circle 3-års Championat for hingste og vallaker.