Ny sejr til Calvin Ice

For anden gang i træk kom Calvin Ice først over stregen, da den sejrede for sin ejer og træner Bøje Laursen torsdag i Billund. Dagen forinden var Cuba Libra Ice fjerde i sæsondebuten.

Meget blev afgjort ved udgangen af første sving, da Calvin Ice og Bøje Laursen uden problemer overtog føringen fra Chad The Flash/Michael Lønborg. Ekvipagen nåede således kilometeren i 1.14,7.

Ingen formåede at passere Calvin Ice (Blue Mac Lad), der sejrede i 1.16,3/1900 meter auto. Der var 7.500 kroner i førstepræmie til femåringen, der dermed tog sin anden sejr i træk.

Til gengæld var der ingen præmie til Niels H. Madsen-trænede Celina Ice med Kent Friborg i sulkyen. Celina Ice galoperede i starten af første sving og endte siden uden for præmierækken i 1.20,0.

Fjerdeplads i sæsondebuten

Onsdag aften sæsondebuterede Cuba Libre Ice på Solvalla-banen i Stockholm. Træneren Johan Untersteiner havde overladt linerne til sin far Peter Untersteiner, der gav hesten et skønt løb.

Efter en rolig indledning i tredje-fjerde par indvendigt et stykke efter feltet, kom Cuba Libre Ice frem til de forreste med en omgang til mål, inden det endelig avancement kom på sidste langside.

Cuba Libre Ice holdt god fart, men måtte “nøjes” med fjerdepladsen i 1.13,7/2140 meter auto. Der var 8.500 svenske kroner i fjerdepræmie til Cuba Libre Ice, der går en spændende sæson i møde.