Bornholm Nu hele vejen
Bornholms Brand Park lukkede og slukkede for sæsonen 2020, hvor det blev til sejr for Stutteri Ice-opdrættede Bornholm Nu med René Kjær i sulkyen på finaledagen i Almindingen.
Meget blev afgjort i startøjeblikket, hvor Bornholm Nu kunne stryge direkte til føring uden problemer. Ekvipagen åbnede i 18,9/500 meter, inden tempoet blev dæmpet til 20,7 den første kilometer.
Bornholm Nu styrede alt i spidsen og ingen formåede at passere parret, der vandt Hector Brogårds Mindeløb 2020 i 1.19,7/1860 meter auto. Der var 5.000 kroner i førstepræmie til Bornholm Nu.
»Jeg ved ikke om jeg havde en plan. Jo det havde jeg vel så«, indledte René Kjær til Fast Tracks Michael Holm, da han vendte tilbage til vinderpladsen efter sejren med Torvald Palema-datteren.
»Som jeg lige snakkede med Frank (Mikkelsen – red.) om da han vandt med Streetwise. Man ser jo hvor mange af løbene, der bliver vundet i lodtrækningen«, fortsatte danmarksmesteren.
»Det er jo ingen tilfældigheder at det fleste vindernumre hedder et til tre herovre. Det er jo en fordel af have de startspor«, mente René Kjær, der dermed havde spidsen i tankerne inden løbet.
»Jeg synes, at når man havde en starthurtig hest og formen er god, så skulle det da prøves«, afrundede René Kjær, der havde en perfekt dag i det bornholmske med yderligere to sejre.
Sejren blev det ikke til for ligeledes Stutteri Ice-opdrættede Wonderful Ice, der havde Ken Ecce i sulkyen. Wonderful Ice sluttede som første hest uden for præmierækken i 1.19,7/1860 meter auto.
Foto: Torben Ager